University of Virginia Library

Search this document 
The Story of England

by Robert Manning of Brunne, A.D. 1338. Edited from mss. at Lambeth Palace and the Inner Temple, by Frederick J. Furnivall

collapse section
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Þey ȝede out of þe pres a lite,
Þat non ne scholde hem se ne wite.
He asked after þe clerk Pellith:
Wiþ þat he com þer also tyt.
“Lo!” scheo seide, “wher he comeþ here!”
& telde of Pellit al þe manere.
“Haue god day,” þen saide Bryan;
“Do þyn erende as þou bygan.”
Toward Pellit he gan hym hye,
ffro hym ne lefte he neuere his eye:
Pellit among þe pouere ȝede,
Als he schulde haue bet þer nede,
To & fro euere als a fool;
& Bryan folewede him ay on hool,
And right in al þe moste pres,
Among þem alle, Pellit he ches;
His staf ful sleyly vp he warp,
& putte þe longe pyk so scharp
Ageyn þe herte, in at þe bak,
Þat he fel doun; no word ne spak;
Cried he neyþer wo ne way,
But ded he was, & þer he lay.
Brian lefte his staf right þere,
& drow o syde, as nought ne were,

551

& as queyntely as he might,
O drey he held hym out of sight;
Among þe pore he hidde his face,
& sleyly wroughte, & hadde fair grace.
Al þat ilke day he sculked,
Among þe pouere men he hulked;
When þe night cam, he was ful fayn,
His wey he tok to þe south a-gayn.
What day, what night, ful faste he spedde,
Þat til Oxenforde algate he redde.