University of Virginia Library

Search this document 
The Story of England

by Robert Manning of Brunne, A.D. 1338. Edited from mss. at Lambeth Palace and the Inner Temple, by Frederick J. Furnivall

collapse section
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christus natus est in tempore Kymbelyny.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Christus natus est in tempore Kymbelyny.

Of Kymbelyn to childre left,
Þat þe Romayns þer truage reft.
Wyder, hight þe eldeste broþer;
Arwygar, men calde þat oþer.
Sire Wyder hadde þe heritage.
A man he was of gret corage,
Proud he was, & ouer stout;
Þe Romayns nolde he loue ne lout,
Bot whare so euere he hem fond,

190

He dide hem sone voyde þe lond.
Claudeus was þan emperour,
Of Rome maister gouernour:
Scorn hym þought, & swor his heued
Þer truage schold nought so be leued;
He scholde haue hit a-geyn ful wel,
Deserite Wyder of ylka del.
Of Romayns he gadered an host,
& hyed fast til Bretaigne cost.
Hauene he tok at Porcestre—
‘Kaer Perys’ hight þan þat estre,—
He wende haue taken þe toun in hast,
Bot he failled of his [t]ast.
Þan tened Claudius [w]iþal,
Byfore þe ȝate dide make a wal,
Þat no vitaille schuld come til toun:
To enfamyn hem was þencheson.
Bot Wyder & Arwygarus
Wyþ twenty þousand mad hem rescus.
Sire Claudius & his partie
ffledde faste to þer nauye;
Þe beste Romayns in batailles seer
Stoden somme ageyn Wyder,
& foughte wyþ hym longe stounde;
Of boþe side ley ded on grounde.
A Romayn þer was, a noble baroun,
His name þey calde sire Hamoun,
He was þemperores conseillour,
A noble knyght he was in stour;
He houed, & byheld sire Wyders,
How he bar hym stout & fers,

191

Romayns to felle, Romayns to slo,—
Vnneþe ascaped hym any fro,—
How wysly his folk he ledde,
& how in batailles he þem spredde,
Wyþouten los slow þe Romayns,
& syn relied his men agayns.
He saw wel—weel he mought hit leue,—
Þat oþer truage wold he no geue,
Ne þe Romayns schuldit neuere wynne
Whyle Wyder rengned kyng þer-ynne;
He þoughte þorow what manere þyng
He myght best slo Wyder þe kyng.
Þat ylke noble Hamon Romayn,
Dispoilled a Breton þat he fond slayn;
Wyþ þe armes of þat Brutoun
He armed hym seluen Hamoun,
& went þen o þe Bretons syde:
Als þey rod, so gan he ryde.
[Þe] armes deseyued hem ylkadel,
& of þer langage he spak ful wel,—
He had lered at our hostagers
Þat were at Rome truagers.—
He calde þe Breton by þer name,
& þey answered agayn þe same,
Til he cam to þe kyng Wyder,
Alwey he neyghed hym ner & ner;
Þys Hamon rod ay side by side,
To sle þe kyng his tyme tabide.
Þe kyng til hym gaf no tent;

192

Þat saw Hamoun, a knyf out hent,
Vnder þarmure þe kyng he styked,
Priuely fro þem alle he pryked.