University of Virginia Library

Search this document 
The Story of England

by Robert Manning of Brunne, A.D. 1338. Edited from mss. at Lambeth Palace and the Inner Temple, by Frederick J. Furnivall

collapse section
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Recessus Troianorum de terra Grecorum.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Recessus Troianorum de terra Grecorum.

When þe Troianes were al dight
Wyþ seyl vpon þe mast vpright,
Wiþ anker & ore, & oþer ware,
& were al redy for to fare,
When þe wynd was wel þem lent,
Þey toke þer leue, & forþ þey went.
When þey were redy to saille;
Þre hundred schipes þer was in taille,
& foure mo, þe story seys,
When þey departed fro þe Gregeys.
Two dayes þey sailled, & two nyght,
Þat lond ne hauene reche þey ne myght;
Þe þrydde day in þe euen tyde,
In Leogise þey gon to ride.
Leogyse, þat ys an ilde;
Þat tyme was hit wast & wylde;

47

Man ne woman, non þey fond,
ffor outlandes hadden wasted þat lond,
& þe godes a-wey had born.
Bot bukke & do, & hert wyþ horn,
In þat ilde þey founde ynowe
þat þey slowe, & to þe schip drowe,
& stored þem wel of venyson
Þat lasted hem a long seson.
Als þey wente þorough þat contre,
þey come vntil a wast cite,
& founde þer-inne a temple stande,
þat whilom þe folk mys-lyuande
Worschiped þer-inne Maumetry,—
Dyane in lyknesse of o lefdy;—
Wyþ man lyknesse þe fend dide take,
In þat liknesse þe folk dide make
An ymage, & worschiped þat same.
Dyane was þe ffendes name,
In þys temple stod yn a gage
Swich an Erlyk man ymage;
þe folk þat hadde þer recet,
Leued on þat ylke Maumet;
þat fend telde þem mykel þynge
To holden hem yn mys-leuynge.
On fele maners scho scheweid hem syngne,
Þerfore whilom þey held hure dygne.
To Brutus þenne was hit told,
How yn a temple þat was old
ffond þey an ymage
þat whilom hadde gret seruage

48

Of þe folk þat þer was wone,
& þe tokene ȝit wil we mone.
Brutes tok twelue of his peres,
Eldest, and of faire maneres,
& a prest of þer lawe,
Sire Gerion, als seiþ þe sawe.
Brutes alone to þe ymage gan loute,
& alle þe oþere leften wyþoute;
In his right hand, whan he com yn,
He broughte a coppe wyþ milk & wyn
þat milked was of a whit hynde;
Bysoughte Diane wyþ hertly mynde
Scheo wolde hym schewe som certein þynge
In word, oþer elles oþer toknynge,
What good land he myghte wone ynne,
In pes, he, & al his kynne:
Ouyde witnesseþ hit, & seys
Þat hit is non oþer weys: