University of Virginia Library

Search this document 
The Story of England

by Robert Manning of Brunne, A.D. 1338. Edited from mss. at Lambeth Palace and the Inner Temple, by Frederick J. Furnivall

collapse section
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Arthur merueilled ferly strong
Þat þe messegers dwelled so long,
& what þem letted, & þorow wham,
Þat þe sex þousand hom ne cam.
Þen cald he swyþe sire Ider
Þat was a doughti bacheler:
“Tak fyf þousand, & smartly fare,
“Þe sex þousand sekeþ, wher þey are.”
Sire Ider dide as Arthur bad,
& for his wendyng fele were glad.
Als Ider & his folk forþ ferde,
Gret noise vnder a wode þey herde;

449

Þey hied þem þanne, & wel go[d] pas,
Þey dredde þem sore of som mys cas.
Þen say Ider þat sire Wawayn
& Geryn, & Beof, foughte oþer a-geyn.
In to þe most pres Ider þen sprong,
& gaf a cri, þe wode al rong.
Þanne were þe Bretons alle abouen,
Þe Romayns route bakward schouen:
When Ider had met wyþ þe Romains route,
Of dynt ne deþ had he no doute;
Lytel þey þoughte hem self to saue,
So fayn þey wolde þe werre haue;
Þe Romayns þey ouer ryden & ronne,
& þer gode stedes wonne;
& þe Romayns atter power
Stryken & stoden ageyns Ider;
Manye were on boþe partys
Slayn þer for to wynne pris.