University of Virginia Library

Search this document 
The Story of England

by Robert Manning of Brunne, A.D. 1338. Edited from mss. at Lambeth Palace and the Inner Temple, by Frederick J. Furnivall

collapse section
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
collapse section
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Gurmound was a noble knyght,
Of noble lynage, of mykel myght,
Stalworþe of body, hardy of wille,
He dredde noman for god ne ille;
Kynges sone he was of Aufryk,
Þat is in heþenesse a ful fer stryk;
Of al Aufrike was he heyr,
But þer-of ne tok he ward ne speir;
ffor, Aufrik he gaf til his broþer,
& seide he wolde purchace hym oþer,
He seide he wolde toward þe west,
By þe se syde, to make conquest,
& croune wolde he neuere bere
But he hit wan wyþ force & were.
Merlyn þe clerk longe byforn
Of Gormound spak, er he was born,
& seide, ‘þe wolf vpon þe se
‘Schuld do alle þe Bretons fle:’
Þus seyde Merlyn wyþ herte ful sor,
Þe Bretons tyme for euere mor,
Til Cadwal & til Conan
Þeir bones broughte ageyn wyþ man.
fful wel he cald hym ‘wolf of drede;’
He robbed oueral as he ȝede.
He purchased hym, þorow robberye,
Men ynowe, & fair nauye,—
An hundred & sexti þousand bolde
Of men of armes knowe & tolde,

502

Wyþouten gelde & maryners,
& sergauntz, & gode archers;—
Schipes he hadde, y ne wot how fele;
Alle he tok, & non wold spele.
Water & lond, long & brod,
He ouer sailed, & al þorow rode;
Ildes þorow ȝede, kynges ouer-cam,
Þeyr landes sesed, þer godes nam.
So longe he ferde o þe se sailand,
& kynges slow by se & sand,
Al holy his flute gan dryue,
Vpon Irland he gan aryue;
Þe lond sone til hym gan falle;
Irische kyng he dide hym calle;
Þen seide he ‘he wolde to Bretaigne,
‘Wiþ Bretons to make a newe bargayne.’